MARIEHØNS

Syvplettet Mariehøne


Syvplettet Mariehøne (Coccinella septempunctata) er den bille, som børn sender op til Vorherre for at bede om godt vejr, og den, der i sangen er Evigglad. Populær er dennne forårsbebuder hos store og små. De første mariehøns kan nemt dukke op de første lune forårsdage, og de kan ses hele sommeren og efteråret i varierede mængder, afhængig af antallet af bladlus.
Nederste række billeder herover viser mariehønens udvikling fra larve til voksen. Når larven er færdigudvokset, forpupper den sig. Man kan se den afskudte larvehud, hvor puppen har sat sig fast på planten. Efter nogle dage bryder den voksne og færdigdannede mariehøne ud. Helt nyklækkede mariehøns er gullige og mangler de sorte pletter (sidste billede). Efter nogle timer er har den fået den velkendte røde farve og pletterne er dannet.
Både larver og de voksne lever af bladlus, og det er observeret, at en voksen mariehøne kan æde én bladlus i minuttet. Så her i høj grad tale om et nyttedyr.
De Syvplettede Mariehøns har ikke selv mange fjender. De kan udskille et ubehageligt lugtende sekret, og en fugl prøver kun én gang at fange en mariehøne. Mariehønens sortrøde farve virker også afskrækkende på eventuelle fjender.

0 - 2 - 5 - 7 - 10 - 11 - 14 - 16 - 22 pletter


Uplettet Mariehøne (Aphidecta obliterata) er helt uden pletter eller, da der altid er undtagelser i naturen, med få og små pletter. Den lever af bladlus på nåletræer og er således helt tilknyttet nåleskovsbeplantninger herhjemme. Den er almindelig.

Toplettet Mariehøne (Adalia bipunctata) er som navnet siger meget nem at kende. Også den lever hovedsagelig af bladlus, som den ivrigt eftersøger i buske, træer og på større urter. Den er almindelig i alle slags beplantninger i skove, haver m.v.

Femplettet Mariehøne (Coccinella quinquepunctata) er næste nummer i rækken. Den har to pletter på hver dækvinge (kan være svært at se lige ovenfra) og én lige bag hovedet/forbrystet. Så regnestykket lyder: 2+2+1=5 pletter. Den er almindelig og ses ofte på jagt efter bladlus på urter som nælde og tidsel.

Syvplettet Mariehøne (Coccinella septempunctata) er som nævnt den mest kendte mariehøne og nok den mest populære bille. Den ligner den foregående, og man skal lige se efter på vingesiderne, om ikke der skulle være et par pletter mere. Den er i øvrigt også lidt større, ca. 2 mm, end den Femplettede Mariehøne.

Tiplettet Mariehøne (Adalia decempunctata) har som udgangspunkt 10 pletter, men også den kan være meget variabel. Der er ofte 8-12 pletter, men de kan hos nogle individer helt mangle - uden at den af den grund bliver til den Uplettede Mariehøne! For at gøre det hele mere forvirrende kan de mørke pletter flyde sammen, så det er den rødgule grundfarve, der fremstår som pletter. Naturen kan være underfundig. Uanset antal pletter er den Tiplettede Mariehøne meget almindelig i hele landet.

Elleveplettet Mariehøne (Coccinella undecimpunctata). Hov - den har da kun ti pletter, fem på hver vinge. Men når den samler dækvingerne, fremkommer den sidste plet med "en halv plet" fra hver vinge. Den Elleveplettede finder man ofte ved kysterne på strandoverdrev, klitter og overdrev.

Fjortenprikket Mariehøne (Propylea quatuordecimpunctata) er gul og sort. De 14 pletter er ofte ret firkantede og indbyrdes forbundet, så mariehønen ser ternet ud. Det har givet den det populære og meget rammende navn Skakbræt. Meget almindelig.

Sekstenprikket Mariehøne (Tytthaspis sedecimpunctata) kan også være svær at identificere alene ved at tælle pletter, da de også hos denne art kan flyde sammen. Men den kan let kendes på dækvingernes sorte sømstribe (den sorte streg langs dyrets midterlinie). Den 16-prikkede ses ofte på sandede eller grusede arealer, bl.a. ved strande, på strandenge og overdrev. Vores eksemplarer er fra stranden ved Issehoved.

Toogtyveplettet Mariehøne (Psyllobora vigintiduopunctata) er kun 4-5 mm lang, så luppen skal i brug for at tælle de mange pletter på denne smukke gule mariehøne. I modsætning til andre mariehøns lever denne alene af meldug, der vokser på planter. Den er almindelig over hele landet.

Harlekinmariehøne


Harlekinmariehøne (Harmonia axyridis) er en smuk, men uønsket bille. Det er en invasiv art, dvs. den er ikke oprindeligt hjemmehørende og formerer sig til ugunst for andre arter. Harlekinmariehønen stammer fra Kina og Japan, og er inført til bl.a. Europa som biologisk bekæmpere af bladlus i drivhuse. Nogle af mariehønsene er siden (naturligvis) sluppet ud og bredt sig i store dele af Europa. De første blev set herhjemme i 2006, og siden har arten bredt sig over store dele af landet.
Både larver og voksne Harlekinmariehøns lever af bladlus, hvilket jo er i orden. Men de æder også mariehøns af vore egne arter. De er store og stærke og kan blive et problem for vore oprindelige arter, bl.a. den Syvplettede Mariehøne. Det har vist sig, at Harlekinmariehønen bærer en parasitsvamp (Nosema) i blodet, som den selv er immun overfor, men som andre mariehøns ikke kan tåle. Dette giver Harlekinmariehønen en ulig fordel i kampen om levestederne.
Vi har desværre set Harlekinmariehøns flere steder på øen.
Moralen må være, at man skal tænke sig gevaldigt godt om, når man vil bryde ind i naturens orden, også selvom det er i den bedste mening.

Uldlusmariehøne


Vi slutter af med den lille sjældenhed Uldlusmariehønen (Cryptolaemus montrouzieri). Vi fandt denne specielle larve på en tidsel i vores have. Uldlusmariehønen lever af uldlus, og larven ligner selv en uldlus, dog betydelig større. Den kommer oprindelig fra Australien og er indført over store dele af verden netop til biologisk bekæmpelse af uldlus. Også i Danmark sælges den som biologisk plantebeskyttelse. Så denne særprægede bille er ikke oprindelig hjemmehørende her i landet, men anses ikke for en trussel mod andre arter, som eksemplevis Harlekinmariehønen gør.